Jeg har altid elsket at fotografere. Lige siden jeg var helt lille, hvor jeg i løbet af meget kort tid opbrugte mit engangskamera på ferien, har jeg nydt at se og opleve livet gennem et kamera. For så derefter at vente i spænding på at se billederne, og kunne klistre dem ind i fotoalbummet. Så jeg kunne opleve minderne igen, og igen, og igen… 

Og det er jo lige netop dét, som et fotografi kan. Det kan få os tilbage til en anden tid, et andet sted. Ved at se på billederne kommer minderne så stærkt igen. Så stærkt, at man næsten kan høre latteren og føle stemningen, som var billedet blevet taget i går. 

Selv har jeg en masse billeder fra min barndom, som jeg elsker at se tilbage på. Som bare stråler af kærlighed. Men det var nok først, da jeg fik at vide, at min mor var alvorligt syg, at jeg indså, hvor vigtige de her billeder i virkeligheden er. For lige pludselig kan det være alt, man står tilbage med. Og det fik mig til at indse, hvor meget fotografiets verden kaldte på mig. Og dét er mit “why”.