Photo by Bruun

Fotograf

Blog ♡

Kom med bag kulissen

Hvad nu hvis det regner til brylluppet?

Du drømmer måske om, at solen stråler fra en skyfri himmel til dit bryllup. For man får vel de flotteste billeder i solskin – eller hvad? 

Faktisk er solskin ikke det bedste udgangspunkt for at tage billeder. Og slet ikke om sommeren, hvor solen står højt det meste af dagen (i hvert fald på det tidspunkt, hvor de fleste har planlagt at skulle tage bryllupsfotos). Bevares, solskin er jo også virkelig fint! Men – det er altså ikke det eneste, der dur. 

De fleste fotografer synes også, at gråvejr er rimelig nice. For så er der fri leg med vinkler og lys – så er der nemlig ingen hårde skygger fra solen at tage hensyn til. 

Decideret regnvejr til bryllupsfotograferingen er naturligvis ikke det perfekte scenarie. Men bare fordi det regner, betyder det altså ikke, at dine bryllupsbilleder bliver dårlige – eller at du helt må undvære dem. For man kan sagtens tage flotte billeder på trods af lidt regn. 

Jeg er altid forberedt og har mine to fine paraplyer i bilen, når jeg kører ud til bryllupper. Og jeg synes, at det virkelig bliver fint. Se f.eks. bare billederne her af Lise Lotte og Christian:

Og som Lise Lotte og Christian så fint sagde – så havde det jo ikke været deres bryllupsbilleder, hvis der ikke var regn på. For det regnede jo til deres bryllup.

Så selvom skoene og kjolen blev lidt våd (Lise Lotte var forberedt og havde pakket 3 føntørrere), så var både selve fotograferingen og billederne præcis de skulle være. Ikke på trods af, at det regnede – men fordi, det regnede.